Horns Rev og Nysted September 2007
Skrevet af LeoJensenAdmin d. November 08 2007 14:56:34
Selv om det er lidt trist at vise produktionsstatistikker fra Nysted for tiden, fordi den har stået stille hele sommeren pga. en fejl på hovedtransformeren, så har jeg gjort det alligevel.
Når det alligevel er interessant, er det fordi Horns Rev for tiden slår alle rekorder for løbende 12 måneders produktion, og der er også andre interessante forhold at bemærke.
Udvidet nyhedstekst
Ser man på kurven over 12 måneders "moving average" for produktionen, kan man se, at Nysted har haft rigtig dårlig vind i perioden september 2005 til november 2006. Derefter er det gået noget bedre, og i januar 2007 har den sat Danmarksrekord i månedsenergiproduktion for en møllepark. Her kan selv ikke Horns Rev være med! (De undskylder sig godt nok med at de har været nød til at nedregulere en del i den måned for at styre al vindkraften i nettet, men det er bare en dårlig undskyldning så længe de ikke vil fortælle hvor meget....)
Horns Rev har så til gengæld rekorden for løbende 12 måneders produktion, og vi kan så bare græde over at Nysted formentlig ville have ligget tæt på det samme niveau hvis ikke den trafo var stået af.

I de historiske data for Horns Rev kan man se, at den med udgangen af september ligger 14% højere end det hidtidige rekord-år (2005). Faktisk er år-til dato-produktionen højere med udgangen af september 2007 end den var med udgangen af oktober 2005.

Om Nysted kan man så sige, at selv med trafofejlen, er der håb om stadig at nå op på noget det kun er ca 1 måneds produktion dårligere end 2006. Men det er kun fordi den første 4 måneder af året alle var rekordmåneder.

Den sidste kurver her har jeg ikke altid haft med, men denne gang synes jeg den er interessant. Den viser nemlig, at Nysted fra oktober 2006 og frem til maj 2007 har produceret næsten lige så meget som Horns Rev. Så alt i alt ser det ud til, at når der er gode vindår, så producerer de to parken næsten det samme, men er det et dårligt år, slår det hårdere igennem på Nysted end på Horns Rev.

Alt i alt ser det ud til at trafo-fejlen har kostet noget det ligner 200 Mio kWh, hvilket med en gennemsnitlig elpris i perioden på knap 25 øre/kWh betyder et tab på 50 Mio kr. Dertil kommer renter og renters rente af det tilskud man får på de første 50.000 fuldlasttimer, hvilket med et slag på tasken nok løber op i 30 Mio kr.
Det er næppe noget der ødelægger vores aktiekurs ved børsintroduktionen, men det er da trods alt en slat penge.....