Da jeg for mange år siden fik min første Rhodesian Ridgeback, vejede han mere end mig. Jeg lagde derfor mange timers træning i “gå pænt i snor”. Men uanset, hvor meget, man har trænet, kan der opstå uforudsete situationer, hvor det kan blive nødvendigt at have fuld kontrol over sin store hund. Og det kan være næsten umuligt i en sele, fordi en voksen Ridgeback er højst sandsynligt stærkere end dig!
Mange føler derfor, at de bliver nødt til at købe udstyr, der kan hjælpe, og ender i mystiske Pinocchio-kreationer med mange reb, snore eller kæder viklet om følsomme steder på hunden. Det er heldigvis ikke nødvendigt. Faktisk er det i mange tilfælde skadeligt, og jeg opfordrer til at undgå det.
I en tilspidset situation eller formodning om, at der er en på vej, griber du fat i det bløde og brede halsbånd, du har på din hund i tillæg til dens ergonomiske sele (se herunder for mine anbefalinger til halsbånd), flytter det evt. op lige under ørerne og “låser” din hånd ved dit lår. På den måde kan din hund ikke oparbejde et momentum til at hive dig afsted, og du har kontrol over hundens hoved på en sikker måde. Slip igen, når du vurderer, at situationen er tilstrækkeligt under kontrol.
Det kræver selvfølgelig, at du er en årvågen hundeejer, der kan forudse eventuelle problemer, men det skal du altså helt ærligt også altid være. Det er en del af at være en god racerepræsentant.