HVIRVELVINDEN ANBEFALER

HUNDEDÆKKEN

En Rhodesian Ridgeback har brug for beskyttelse mod det danske klima i vinterhalvåret og på dage, hvor det regner. Men det er sværere end man skulle tro at finde et rigtig godt hundedækken. Jeg har prøvet en masse forskellige dækkener af, så her kommer mine erfaringer, når det kommer til vinterdækkener, hundesweatre, regnjakker til hunde og overgangsdækkener. Behøver du alle dem? Sikkert ikke, men nu ved du, hvilke muligheder, der er!

Rhodesian Ridgeback Nubia

HUNDESWEATER 

På dage, hvor det hverken regner, sner eller blæser, men stadig er for koldt for en afrikaner, er en lun sweater en god løsning. Også til træning en tidlig forårsaften eller til en køretur i en kølig bil. 

Den bedste fleecesweater, jeg nogensinde har haft, er en Pomppa Jumppa. Nubias er spraglet og farverig, men den fås også i helt almindelige farver! Man kan heller ikke gå fejl med en Hurtta Midlayer. Begge disse sweatre sidder rigtig godt og har god bevægelsesfrihed. God og holdbar kvalitet. 

Nubia i hundedækken Hurtta RazzleDazzle Midlayer

Her er et varmt tip til dig!

Er du minimalist? Eller er din hund ikke særligt kuldskær? Så kan du nøjes med at investere i en varm sweater og en god regnjakke. På kolde vinterdage kan du bruge begge dele på én gang og beskytte mod både kulde og blæst. Jeg ville personligt vælge enten en fleece fra Pomppa i kombination med en regnjakke fra samme mærke, eller en Hurrta Midlayer og en Hurtta Monsoonregnjakke. Jeg har også brugt en uldsweater med et Back on Track-dækken udenpå.

Rhodesian Ridgeback Hannibal iklædt Marius-genser i 100% uld
VARME SWEATRE

Et andet bud, der også er varme og ser super godt på en Rhodesian Ridgeback, er Sofadogwears Kevin og Hachico jumper. 

Kan du strikke eller kender du en, der kan? Så kan man jo finde mønstre på nettet. Hannibal havde en hjemmestrikket mariusgenser og en flot uldsweater fra ChillyDogSweaters.

Bemærk – de sporty sweatre sidder så flot, men skal trækkes over hovedet, og benene skal “foldes” ind i hullerne, hvilket kan være et problem for nogle hunde, især ældre. 

Seniorhunden får det bedre med uld

HVORFOR ER TØJ NØDVENDIGT TIL DIN RR?

En Rhodesian Ridgeback er skabt til at arbejde på den afrikanske savanne i dagevis under den bagende sol. For at kunne det, er de udstyret med kraftige poter, en sund og stærk kropsbygning og en kort pels helt uden underuld. Med andre ord – den er unikt specialiseret til det modsatte af en dansk vinter! Et dækken vil beskytte mod vind og vejr og give jer mere tid og lyst til at krudte af sammen udendørs. Fryser din hund, kan den få ømme muskler og låsninger i bevægeapparatet. Min enbefaling er, at gå efter god kvalitet til den voksne hund. Et godt dækken holder i mange år, mens de billigste i mange tilfælde kun holder i en sæson.

Rhodesian Ridgeback Nubia i Hurtta Extreme Warmer vinterjakke til hund.
Midas & Hailey, Rhodesian Ridgebacks i fleecejakker fra Barker & Browns.
Rhodesian Ridgeback Hannibal i Hurtta Expedition Parka

TRE TYPER DÆKKENER JEG SELV HAR OG KAN ANBEFALE

Her ses fra venstre: Nubia i Hurtta Extreme Warmer, Nubia i Pomppa , og Hannibal i Hurtta Expedition Parka.

HVAD BØR DU UNDGÅ, NÅR DU SKAL FINDE ET GODT DÆKKEN?

Min erfaring er, at dækkener, der lukkes med velcro, ikke holder særlig længe. De bliver også hurtigt nussede, især hvis de er lavet af fleece eller uld. Vinter- og regndækkener, der har halskræver eller andre elementer i fleece, bliver gennemblødte og tunge i regnvejr. Så selvom de ofte er flotte og stilfulde, er de ikke praktiske. 

Scroll to Top