HVORNÅR SKAL JEG TIL DYRLÆGEN?

Skal jeg ringe til dyrlægen? Skal jeg være bekymret? Skal jeg se tiden an? Det kan være svært at vurdere, hvornår har du brug for en dyrlæge til din hund. Derfor dette indlæg skrevet i samarbejde med dyrlæge Louise Iuel Krarup DVM og dyrlæge Ditte Vemming DVM MSc CertAVP .

OMGÅENDE FAT PÅ EN DYRLÆGE!

Hvis du observerer nedenstående i din hund, skal du OMGÅENDE have fat i en dyrlæge. Uden for normal åbningstid må du have fat i vagthavende dyrlæge.

  • Anfald af epileptisk karakter
  • Kollaps
  • Svaghed
  • Blødning, der ikke vil stoppe
  • Store sår/skader
  • Stærke smerter
  • Udspilet mave sammen med (evt. bare forsøg på) opkast (mavedrejning)
  • Gentagne opkastninger sammen med diarré og/eller manglende appetit over 24 timer
  • Ukontaktbar/bevidstløshed
  • Pupiller af uens størrelse
  • Bekymrende adfærd som f.eks. at hunden mister balancen uden grund, går ind i ting, går i cirkler, går langs væggen, kan ikke finde ro, er helt eller delvist ukontaktbar
  • Høj feber (over 40 grader)
  • Gentagne forsøg på at urinere uden succes
  • Hyperventilering uden grund (eller besværet vejrtrækning) sammen med blege eller blå gummer
  • Du er i tvivl om, hvorvidt din hund har indtaget noget giftigt (se liste nederst)
  • Din hund har slugt noget ufordøjeligt
  • Gentagne opkastninger ifbm. fodring
  • Blodig diarré eller -opkast

FAT I DYRLÆGEN VED FØRSTKOMMENDE LEJLIGHED

Hvis du observerer nedenstående i din hund, skal du have fat i en dyrlæge, men det kan godt vente, til den er åben. Medmindre din hund udvikler nogle af ovenstående symptomer, selvfølgelig!

  • Din hund pludselig helt ændrer temperament, f.eks. uprovokeret aggression eller stærk, ubegrundet frygt
  • Slåskamp med et andet dyr med skader, selv hvis små sår og særligt hvis med et vildt dyr
  • Mærkelige buler/knuder/hævelser/knopper
  • Manglende appetit/drikkelyst i et døgn eller derover
  • Diarré og eller opkastninger i et døgn eller derover
  • Let feber
  • Rysten uden åbenlys grund
  • Savlen uden åbenlys grund
  • Halten uden voldsomme smerter eller åbenlys grund
  • Uklare/hvidlige øjne eller sammenknebent øje
  • Eksem, kløe, rød/irriteret hud – hunden slikker/kløer sig overdrevent og lader sig ikke stoppe
  • Øjenbetændelse (gult flåd fra øjnene)
  • Ubehagelig lugt fra hundens numse, hunden slikker sig bagi, kører rumpe, hævet omkring anus
  • Ubehagelig lugt fra hundens ører, hyppig kløe, rødmen, sår i øregangen, megen ørevoks
  • Flækkede eller beskadigede kløer med blotlagt nerve

BESTIL TID HOS DYRLÆGEN EN AF DE næste DAGE

Hvis du observerer nedenstående i din hund, skal du muligvis have fat i en dyrlæge, men det kan godt vente til der er en ledig tid i din og dyrlægens kalender. Medmindre, selvfølgelig, at din hund udvikler nogle af ovenstående symptomer.

BEMÆRK! Hvis din hund er under et halvt år gammel, over 8 år (dvs.seniorer og hvalpe) eller er syg i forvejen, bør du reagere hurtigere på ovenstående og kontakte din dyrlæge ved førstkommende lejlighed i stedet. 

  • Hoste, nysen, løbende næse
  • Lille halthed uden de store smerter
  • Stivhed efter hvile
  • Løbende næse og/eller rindende øjne uden feber
  • Dårlig ånde og/eller gule tænder
  • Træthed/uoplagthed
  • Kløe, hårtab, let rødmen
  • Røde, trætte øjne, rindende øjne
  • Gentagne “trækken rumpen hen ad gulvet”, men ellers ingen symptomer
  • Små sår, der ikke heler som forventet
  • Hunden er ikke helt sig selv uden årsag eller andre påfaldende symptomer
  • Overdreven indtagelse af vand, evt. sammen med hyppig vandladning
  • Ørekløe, ørevoks, let rødmen i øregangen
  • Nedsat appetit/drikkelyst
  • Nedsat legelyst, nedtrykthed
  • Hyppig vandladning, måske endda indendørs trods etableret renlighed

LISTE OVER TING HUNDE IKKE KAN TÅLE

Listen herunder er opdelt i ting, hunde overhovedet ikke kan tåle, og hvor du omgående skal i kontakt med en dyrlæge, hvis din hund har indtaget dem. Næste liste er over ting, der ikke er gode for hunde, og hvor du derfor skal holde ekstra øje med din hund, hvis du ved (eller mistænker), at den har indtaget dem.

BEMÆRK! Du må ALDRIG forsøge at få din hund til at kaste op derhjemme ved at give den en masse salt! Det er mindst lige så giftigt. Opkastninger induceres hos dyrlægen.

Ring til vagtdyrlægen, hvis din hund har indtaget:
  • Ubagt/rå gærdej
  • Mere end en lille håndfuld rosiner
  • Mørk chokolade eller større mængder lys chokolade eller chokolade-holdige fødevarer som kager
  • Legetøj lavet af reb
  • Bensplinter eller grensplinter
  • Fødevarer, der indeholder xylitol (et kunstigt sødestof)
  • Medicin til mennesker, eksempelvis ibuprofen kan være dødeligt
  • Macadamia-nødder (meget giftige for hunde)
  • Sten fra stenfrugter som fx. fersken og avocado
  • Gift, der er udlagt mod skadedyr
  • Majskolber eller dele heraf
  • Rengøringsmidler, kemikalier, pesticider, sprinklervæsker og især antifrysemiddel/frostvæske (antifreeze)
  • Lim
  • Grillspyd
  • Tamponer
Hold ekstra øje med din hund, hvis den har indtaget:

(stor hund + lille mængde er ikke så bekymrende, men lille hund + større mængde kan være livstruende)

  • Meget fedtholdig føde eller rent fedt, råt såvel som tilberedt
  • Tilberedte ben/knogler
  • Frugt med kerner, f.eks. indeholder æblekerner arsenik
  • Løg/hvidløg i større mængder
  • Saltholdige ting, f.eks. chips
  • Føde/-drikkevarer, der indeholder nikotin/koffein/alkohol
  • Meget sukkerholdige fødevarer, f.eks. kage
  • Krydderier og andre remedier til bagning
  • Mugne eller fordærvede fødevarer
  • Gødning til haven, især kunstgødning
  • Tudser
  • Blomsterløg & agern
  • Legetøj af plastik, stof og gummi, også børns legetøj og sutter
  • Hele, ikke-gennemtyggede ben af f.eks. tørret oksehud

LISTE OVER PLANTER, DER ER GIFTIGE FOR HUNDE

  • liljer
  • hosta
  • digitalis/fingerbøl
  • azalea
  • amaryllis
  • hyacinter
  • lupiner
  • rhododendron
  • brandbæger
  • rabarber
  • liljekonval
  • stormhat
  • engletrompet
  • guldregn
  • julerose
  • pigæble
  • blåregn
  • tobak
  • galnebær
  • havebønne
  • kartoffel
  • koralbær
  • galdebær
  • peberbusk
  • taks
  • vild pastinak 
  • bjørneklo
  • Japansk koglepalme (sago)
Border Collie Terkel og rød fluesvamp - skal du ringe til dyrlægen?

HVAD MED SVAMPE?

Hvis du har svampe i din have og en lille hvalp eller en madglad voksen, så ville jeg som udgangspunkt fjerne svampene.

Nogle svampe er tydeligt giftige som f.eks. den flotte, røde fluesvamp her afbilledet sammen med lille Terkel på 8 uger. Andre svampe er almindelige af udseende, men dødeligt giftige.

Så medmindre, du er en anerkendt svampeekspert, ville jeg holde mig på den sikre side. Fjern dem før din hund afprøver, om de er giftige!

Er du i tvivl? Ring til din dyrlæge. Det er gratis. Better safe than sorry!

Scroll to Top