TRÆNING

Alle hunde behøver træning og socialisering for at lære, hvordan man tilpasser sig livet i en menneskefamilie. Selvom hunden har levet som menneskets trofaste følgesvend i årtusinder, er det ikke nødvendigvis indlysende for dem, hvordan man er en del af din familiedynamik. Det skal du lære din hund, og det er en stor opgave. Når du søger hjælp, så husk, at hundetræner ikke er en beskyttet titel, alle kan kalde sig hundetræner, så udvis omhu i din søgen.

TRÆN DIN RIDGEBACK MED

POSITIV FORSTÆRKNING – R+

Det er videnskabeligt bevist, at dyr bedst lærer nye ting ved hjælp af positiv forstærkning, og en Rhodesian Ridgeback er ingen undtagelse. Udfordringen med racen er oftest motivation for at samarbejde med et menneske. Derfor er det din opgave at finde ud af, hvordan du kan gøre dig og samarbejde med dig mere interessant og ønskværdigt end din hunds egne ideer. Det er ofte forskelligt fra hund til hund, hvad der er motiverende. Nogle er vældigt motiverede af godbidder, andre af legetøj og tagfat, andre igen er lykkelige for ros og kys. Prøv dig frem og vælg!

En Rhodesian Ridgeback er både selvstændig og intelligent, og du skal derfor være frisk på en udfordring, når det kommer til træning. Løser du den, kan du ikke få en bedre makker. Mange beskriver (mig inklusive), at deres RR nærmest læser deres tanker, og de ikke kunne have drømt en bedre ven og samarbejdspartner frem, hvis de havde prøvet. Mine Ridgebacks overrasker mig hver dag med deres idérigdom og deres grænseløse kapacitet for kærlighed.

Læs mere om belønningsbaseret træning – R+ – det er den læringsteori, førende eksperter og undertegnede Rhodesian Ridgeback-entusiast anbefaler (læs: sværger til). Find en træner eller adfærdsrådgiver nær dig her hos SEA

UNDGÅ ALTID

KÆFT, TRIT & RETNING

Man hører tit om, at en hund har brug for “en stærk leder”, en “konsekvent opdragelse” eller “fast hånd”. Desværre er udtrykkene ret misvisende, selvom de for mange giver mening ved første øjekast. F.eks. bliver begrebet “leder” i sammenhæng med hundeopdragelse ofte associeret med, hvad der bedst kan beskrives som forældede metoder og både misforståede og forlængst modbeviste påstande. Det drejer sig bl.a. om dominansteorien og konceptet med en “pack leader”.

Træningsfilosofier og -metoder, der bygger på straf, tvang og/eller potentielt skadelige træningsværktøjer, frarådes. Ikke kun af mig, men også af videnskaben generelt. Jeg kan ikke sige det tydeligt nok. Selvom en RR er stærk, muskuløs og imponerende at se på, er dens indre ofte blødt som smør. De kan nemt blive sårede, demotiverede og slutteligt usamarbejdsvillige af hårde ord og straf.

Gør i stedet træning til en fest, man ikke vil misse for noget! Vis vejen, fasthold grænser og regler ved at belønne den adfærd, du gerne vil se mere af. Afbryd adfærd, du ikke vil se, ved at vise hvalpen, hvad du i stedet vil se, og beløn for det. Skab en familiekultur baseret på gensidig forståelse og fællesskab frem for misforståede idéer om et arbitrært hierarki, så er du sikret god opførsel hele livet!

HVAD KAN JEG TRÆNE MED MIN RIDGEBACK?

Juani Carmeni Marula apporterer i vand
Juani Carmeni Marula, foto: juani.dk
Juani Bayani Jabali og Dorthe Højer Kristensen, foto: juani.dk

Der er ingen begrænsninger! Det skal bare være noget, der begejstrer jer begge to lige meget. Dog kan nogle eksemplarer af racen være ret modvillige over for at apportere og arbejde i vand, i koldt vejr og/eller i regnvejr. Andre har ingen problemer. Men din begejstring for en aktivitet vil altid smitte af på din hund, husk det!

Læs mere om, hvad en RR vil nyde af aktiviteter og udfordringer under AKTIVITETER.

Sammen kan vi alt...

DE MEST ALMINDELIGE TRÆNINGS-UDFORDRINGER

Personligt elsker jeg at træne med mine Rhodesian Ridgebacks. Det er også racen for dig, hvis du selv er mild, men stædig – og elsker en positiv udfordring! Her er et par af de mest almindelige udfordringer, man kan løbe ind i, når man træner med sin RR.

INDKALD – “COUNTER SURFING” – MOTIVATION – SEPARATION – GÅ PÆNT I SNOR – HÅNDTERING AF FREMMEDE – NEGLEKLIP

Har du udfordringer med ovenstående, kan du finde en veluddannet hundetræner og/eller adfærdsrådgiver, der arbejder evidensbaseret, på SEA-hund. Undgå trænere og andre, der prøver at udgive sig for eksperter uden at kunne fremvise bevis på formel uddannelse. Se mere om, hvordan du finder en god hundetræner eller adfærdsrådgiver i dette indlæg.

Kizimbi Muhimu Toofa “Max” og hans ejer Laura Anttila – find dem på INSTAGRAM.

INSPIRATION TIL AKTIVITETER MED DIN RIDGEBACK

UDSTILLING

RALLY

LURECOURSING

NOSEWORK

MANTRAILING

BESØGSHUND

VILDTSPOR

CANI-CROSS

TRICKS

LYDIGHED

AGILITY

REDNING

Se billeder af ridgebacks i aktivitet på undersiden AKTIVITETER.

Scroll to Top