HVIRVELVINDEN ANBEFALER

HUNDEDÆKKEN

En Rhodesian Ridgeback har brug for beskyttelse mod det danske klima i vinterhalvåret og på dage, hvor det regner. Men det er sværere, end man skulle tro, at finde et rigtig godt hundedækken, der også fås i store størrelser. Jeg har prøvet en masse forskellige dækkener af, så her kommer mine erfaringer, når det kommer til vinterdækkener, hundesweatre, regnjakker til hunde og overgangsdækkener. 

Rhodesian Ridgeback Nubia

HUNDESWEATER 

På dage, hvor det hverken regner, sner eller blæser, men stadig er for koldt for en afrikaner, er en lun sweater en god løsning. Også til træning en tidlig forårsaften eller til en køretur i en kølig bil. 

Den bedste fleecesweater, jeg nogensinde har haft, er en Pomppa Jumppa. Nubias er spraglet og farverig, men den fås også i helt almindelige farver! Man kan heller ikke gå fejl med en Hurtta Midlayer. Begge disse sweatre sidder rigtig godt og har god bevægelsesfrihed. God og holdbar kvalitet. 

Nubia i hundedækken Hurtta RazzleDazzle Midlayer

Her er et varmt tip til dig!

Er du minimalist? Eller er din hund ikke særligt kuldskær? Så kan du nøjes med at investere i en varm sweater og en god regnjakke. På kolde vinterdage kan du bruge begge dele på én gang og beskytte mod både kulde og blæst. Jeg ville personligt vælge enten en fleece fra Pomppa i kombination med en regnjakke fra samme mærke, eller en Hurrta Midlayer og en Hurtta Monsoonregnjakke. Jeg har også brugt en uldsweater med et Back on Track-dækken udenpå.

Rhodesian Ridgeback Hannibal iklædt Marius-genser i 100% uld
VARME SWEATRE

Et andet bud, der også er varme og ser super godt på en Rhodesian Ridgeback, er Sofadogwears Kevin og Hachico jumper. 

Kan du strikke eller kender du en, der kan? Så kan man jo finde mønstre på nettet. Hannibal havde en hjemmestrikket mariusgenser og en flot uldsweater fra ChillyDogSweaters.

Bemærk – de sporty sweatre sidder så flot, men skal trækkes over hovedet, og benene skal “foldes” ind i hullerne, hvilket kan være et problem for nogle hunde, især ældre. 

Seniorhunden får det bedre med uld

HVORFOR ER TØJ NØDVENDIGT TIL DIN RR?

En Rhodesian Ridgeback er skabt til at arbejde på den afrikanske savanne i dagevis under den bagende sol. For at kunne det, er de udstyret med kraftige poter, en sund og stærk kropsbygning og en kort pels helt uden underuld. Med andre ord – racen er unikt specialiseret til det modsatte af en dansk vinter! Et dækken vil beskytte mod vind og vejr og give jer mere tid og lyst til at krudte af sammen udendørs. Fryser din hund, kan den få ømme muskler og låsninger i bevægeapparatet, lænden er særligt udsat. Min enbefaling er at gå efter god kvalitet til den voksne hund. Et godt dækken holder i mange år, mens de billigste i mange tilfælde kun holder i en sæson. Sådan bliver det hurtigt dyrere at købe billigt. Mens hvalpen vokser, er det fint med billige sweatre og jakker, de passer alligevel kun et par uger!

TRE TYPER DÆKKENER JEG SELV HAR OG KAN ANBEFALE

Her ses fra venstre: Nubia i Hurtta Extreme Warmer, Nubia i regnjakken SadePomppa fra Pomppa, og Hannibal i Hurtta Expedition Parka. Når du skal købe et dækken, så kan det godt betale sig at søge efter gode tilbud. Men det vigtigste er, at du finder et målebånd frem og omhyggeligt måler din hund efter de anvisninger, der er knyttet til den hundejakke, du vil købe! Herhjemme bruger pigerne en størrelse 65 i ryglængde, mens Midas er størrelse 70. Gamle Hannibal passede str. 80!

Rhodesian Ridgeback Nubia i Hurtta Extreme Warmer vinterjakke til hund.

Hurtta Extreme Warmer er en god jakke i god kvalitet, Nubias er pæn som ny trods mange vaske og kontinuerlig brug gennem 5 vintre.

Fordele: Den sidder super pænt og glider ikke. Der er masser af indstillingsmuligheder, og den kan endda laves til ørevarmer. Der er hul til snor i selen.

Ulemper: Skal trækkes ned over hundens ansigt, og det går ikke altid lige nemt, så det er ikke jakken til hunden, der ikke bryder sig om det. Fås ikke i stor str.

Rhodesian Ridgeback Nubia i regnjakke fra Pomppa

SadePomppa fåes i mange farver og er en klassisk og praktisk regnjakke i god kvalitet. Aldeles udmærket jakke til danske regnvejrsdage.

Fordele: Klædelig, nem at tage af og på, kan indstilles i livvidde, så den også kan bruges udenpå en sweater, sidder rigtig pænt.

Ulemper: Kan glide rundt ved vild leg, men det er kun et problem, når hunden løber løs. Ingen benstropper (er muligvis på nyere modeller?)

Rhodesian Ridgeback Hannibal i Hurtta Expedition Parka

Hurtta Expedition Parka er min favoritjakke til vinteren. Den er pæn, sidder flot, er nem at få af og på, og den er varm og vejrbestandig.

Fordele: Nem at indstille og tage af og på, holdbart og vandafvisende stof, sidder godt fast. Fås i store størrelser og har hul til snoren i selen.

Ulemper: Ikke rigtig nogen, kun at det er en rigtig vinterjakke, så er kun til vintersæsonen, den er for varm til også at være en overgangsjakke.

HVAD BØR DU UNDGÅ, NÅR DU SKAL FINDE ET GODT DÆKKEN?

Min erfaring er, at dækkener, der lukkes med velcro, ikke holder særlig længe. De bliver også hurtigt nussede, især hvis de er lavet af fleece eller uld. Vinter- og regndækkener, der har halskræver eller andre elementer i fleece, bliver gennemblødte og tunge i regnvejr. Så selvom de ofte er flotte og stilfulde, er de ikke praktiske. 

Dette er det 4. indlæg i serien "Hvirvelvinden anbefaler". Tidligere indlæg har omfattet læsestof, seler & halsbånd samt hundetræning. Næste indlæg kommer til at omhandle senge og måtter.
hvirvelvinden
Hvirvelvinden
anbefaler
Scroll to Top